Living in the Gift (Danish)

Posted on Dec 10, 2013
as it appears in Nyt Aspekt :    

I dag forbinder vi penge med det profane – der er intet helligt eller åndeligt over dem, mener vi. Penge synes at være en fjende af vores gode instinkter, fx hver gang tanken Det har jeg ikke råd til blokerer en impuls til at være givende.

Penge virker som en fjende af alle gode sociale og politiske reformer, når store selskaber styrer lovgivningen for at få større profit. Penge ser ud til at ødelægge planeten, idet vi plyndrer havet, skovene, jorden og alle dyrearter for at tilfredsstille en endeløs grådighed.

Alligevel har penge en mystisk, magisk kvalitet – evnen til at påvirke og koordinere menneskelig adfærd. Hvis vi skal gøre dem mere spirituelle, kræver det intet mindre end en forvandling, både af deres natur og af vores holdninger.

Hvad betyder ordet ”hellig”?

At noget er helligt betyder i dag det modsatte af, hvad der oprindeligt lå i ordet. Begrebet ”hellig”, ”guddommelig” eller ”åndelig” er mere og mere kommet til at henvise til noget, der er adskilt fra naturen og den fysiske verden.

For 3-4000 år siden begyndte guderne at bevæge sig fra søer, skove, floder og bjerge til himlen, og de blev derved naturens herskere i stedet for dens iboende essens. Sideløbende ændrede mennesket sig fra at være en legemliggjort sjæl til at blive et profant hylster, for hvem det var uhelligt at beskæftige sig for meget med verden. Det guddommelige var det ikke-fysiske og overnaturlige.

Paradoksalt nok er denne separate, abstrakte ”ånd” det, der antages at give den fysiske verden liv. Spørger du en troende, hvad der ændrer sig, når et menneske dør, er svaret, at sjælen forlader kroppen. Spørg, hvem der får regnen til at falde og vinden til at blæse, og svaret vil være Gud.

Galilei og Newton forklarede verden som et mekanisk urværk, men de behøvede alligevel en til at sætte uret i gang. Det kalder vi i dag big bang. Vores kultur forstår ”ånd” som noget adskilt og ikke-verdsligt, der dog kan gribe ind i den fysiske verden og styre den på mystisk vis.

 Penge er ironisk nok det, der minder mest om vores definition af det åndelige. Det er en usynlig, udødelig kraft, der gennemtrænger og styrer verden. Usynlig, fordi penge er abstrakte: symboler på papir eller tal i en computer. Udødelig, fordi de ikke-fysiske penge unddrager sig naturens love om liv og død: de forgår ikke. De vokser endda med tiden pga. renter.

Abstraktionen toppede i begyndelsen af dette århundrede, da Wall Streets enorme summer ikke længere udsprang af fysisk produktion, men fik sit eget liv i en separat verden. Finansfolkene ”bestyrede” universet ved hjælp af pengegudens kraft. Men snart viste det sig, at penge er en lunefuld gud.

 Det, vi kalder recession, ville en tidligere kultur have opfattet som Guds måde at forlade verden. Pengene forsvinder, men samtidig forsvinder den livgivende evne. Verden over står maskiner stille, parker og biblioteker lukker, og millioner er hjemløse og sultne, mens huse står tomme, og mad rådner i lagerhaller.

Vi har ikke erkendt, at vi ved at adskille sjælen fra kroppen, ånd fra materie og Gud fra naturen accepterede en styrende kraft, der er sjælløs, fremmedgørende, ugudelig og unaturlig. For at gøre penge mere spirituelle må vi derfor række tilbage til tiden før adskillelsen, hvor alt var guddommeligt.

Unikt og forbundet

Det hellige eller åndelige kendetegnes af to ting: det er unikt, og der er tale om en forbundethed. Et åndeligt objekt eller væsen findes kun i ét eksemplar. Det er derfor uendeligt værdifuldt og uerstatteligt. Da det ikke har nogen lige, har det ingen bestemt værdi, for værdi kan kun fastsættes ved sammenligning. Penge er et mål for værdi.

 Vi lever i dag uden oplevelse af det åndelige. Masseproducerede, standardiserede varer, huse og mad samt anonyme relationer med offentlige institutioner og funktionærer har frataget verden sit unikke præg.

Vores ejendeles ukendte oprindelse og manglen på synlige konsekvenser af vores produktion og udsmidning af varer har fjernet enhver oplevelse af forbundethed. Det pengestyrede liv bliver således automatisk profant.

Hvad er forskellen på en tomat fra supermarkedet og en, som min nabo har dyrket og foræret mig? Hvad er forskellen på et præfabrikeret hus og et, jeg bygger sammen med nogen, der kender mig og mit liv?

Forskellen ligger i de specifikke relationer, som omfatter giverens og modtagerens unikke natur. Når livet er fuldt af ting, der er skabt med omhu og forbundet med et net af historier om folk og steder, vi kender, er det et rigt og nærende liv. I dag lever vi med ensartethed og upersonlige forbindelser. Det svækker sjælen og gør livet fattigt.

Økologi udtrykker dette princip om gensidig afhængighed: Alle væsners overlevelse afhænger af det netværk af skabninger, der omgiver dem, og som i yderste led omfatter hele planeten. Uddør én art, forsvinder der lidt af os selv og vores helhed.

En spirituel økonomi er en udvidelse af økologien og følger dermed alle dens regler, herunder kredsløbsloven. Alle industrielle eller menneskelige produkter skal enten genbruges eller vende tilbage til naturen i en form og et tempo, som andre væsner kan håndtere og få gavn af. Det betyder, at ”affald” ikke findes.

Gaveprincippet

Hvorfor kalde denne økonomi åndelig fremfor naturlig eller økologisk? Det skyldes gaveprincippet. At følge kredsløbsloven er at ære gavens ånd: vi modtager det, der gives os, og derudfra giver vi tilbage.

Gaver skal gives videre. Enten beholder vi dem et stykke tid og giver dem så videre, eller vi bruger dem, ”fordøjer” dem og videregiver dem i en anden form.

Det oprindelige formål med penge var simpelthen at sammenknytte menneskelige gaver med menneskelige behov, så alle kunne leve i overflod. Men i dag giver penge mangel fremfor overflod, adskillelse fremfor sammenhæng. Det oprindelige ideal – penge som et redskab for gavegivning – lader os se et glimt af det, der en dag igen vil give penge et åndeligt præg.

 Vi anerkender den spirituelle værdi i at udveksle gaver, hvorfor vi instinktivt har gjort det til en ceremoni. I en spirituel økonomi vil penge blive et redskab for gavegivning, et middel til at lade den globale økonomi gennemtrænge af gavens ånd, der hersker i stamme- og landsbykulturer, hvor folk gør noget for hinanden uden at inddrage penge.

 

Taknemligheden

Vi fødes som hjælpeløse væsner med store behov og kun lidt at give, og alligevel får vi beskyttelse, mad, tøj og omsorg. Denne oplevelse former vores dybeste følelsestilstand: taknemlighed.

I øjeblikke af klarhed – måske efter at have undgået døden eller fulgt en elsket gennem dødens port – ser vi livet som en gave. Vi føler en overvældende taknemlighed over at være i live, og vi undres over de rigdomme, vi ufortjent og gratis får af livet: glæden ved at trække vejret, slukke tørsten med vand eller se et elsket ansigt. Denne blanding af ærefrygt og taknemlighed er et tydeligt tegn på det åndeliges nærvær.

Primitive folk, der oplevede denne elementære taknemlighed, var i deres sociale og økonomiske forhold drevet af den. Deres vigtigste økonomiske form for udveksling var gaven.

 Alligevel belønner vores økonomiske system i dag egoisme og grådighed. Hvordan ville et system, som belønnede gavmildhed, se ud? Sådan var det i visse gamle kulturer.

 Gaver ville cirkulere. I gamle samfund var der ofte regler, som dikterede, hvem man skulle give til, og hvem man kunne forvente at modtage fra. Men gaverne kunne også flyde i begge retninger eller cirkulere mellem flere.

 Et berømt eksempel er kula-systemet hos trobrianderne i Ny Guinea, hvor værdifulde halskæder cirkulerer i én retning fra ø til ø og armbånd i modsat retning. Mens smykkerne cirkulerer rituelt mellem høvdingene, omfatter gavenetværket alt nyttigt: mad, både, arbejde osv. Gaverne er i konstant omløb og standser kun, når de møder et reelt og aktuelt behov.

 Modsat en moderne finansiel transaktion, der er lukket og uforpligtende, er en gavegivning åben og skaber en varig forbindelse mellem deltagerne. Sagt med andre ord: Når vi giver en gave, giver vi også lidt af os selv.

 Vi kender alle forskellen. Du har sikkert en skattet ting, som nogen gav dig. Objektivt set er den måske identisk ed en købt ting, men den er unik og særlig pga. personen, der gav dig den. Således anerkendte oldtidens folk, at en magisk kvalitet, noget åndeligt, følger med en gave.

Unyttige ting som smukke perler og halskæder var den tidligste form for penge, men de var også gaver, fordi de med deres fysiske form udtrykte en forpligtelse og fungerede som et symbol på taknemlighed. Set således er køb og salg, lån og udlån, ikke modsætninger. Alle gaver føres tilbage til giveren i en anden form. Køber og sælger er lige.

 Gaver rummer det åndeliges kernekvaliteter: De er unikke, og de udvider selvets sfære til at omfatte resten af samfundet. Hvor penge i dag udtrykker princippet Mere til mig er lig mindre til dig, betyder en gavebaseret økonomi, at mere til dig også er mere til mig, fordi de, der har, giver til de, der behøver.

Gavegivning cementerer mysticismens erkendelse af, at vi deltager i noget, der er større end os selv, og som vi alligevel ikke er adskilt fra.

De nødvendige penge

Dybest set er penge et smukt koncept. Jeg har noget, du behøver, og jeg giver dig det. Du er taknemlig og ønsker at give mig noget som tak. Men du har ikke noget, jeg behøver lige nu, så i stedet giver du mig et symbol på din taknemlighed – en ubrugelig, smuk perlekæde eller sølvting.

Symbolet viser, at jeg har opfyldt en andens behov og vundet dennes taknemlighed. Senere, når jeg modtager en gave fra en anden, giver jeg vedkommende dette symbol.

Gaver kan cirkulere over store sociale afstande. Jeg kan modtage fra folk, jeg ikke selv kan give til, og alligevel kan jeg udleve min taknemlighed ved at give noget til nogle andre.

 I familier og små byer på få hundrede mennesker er penge ikke nødvendige i en gavebaseret økonomi. Her er samfundet lille nok til, at de, der giver til mig, kan se og anerkende mine gaver til andre.

 Dette er ikke tilfældet i et massesamfund som vores. Hvis jeg gavmildt giver dig en gave, vil bonden på Hawaii, som kærligt har dyrket min ingefær, eller ingeniøren i Japan, der omhyggeligt har designet min mobiltelefons display, ikke vide det.

I stedet bruger vi penge – repræsentanten for taknemlighed. Dermed anonymiseres den sociale oplevelse af gaverne. Penge bliver nødvendige, når vores gaver når længere ud end til den kreds af mennesker, vi kender personligt.

 De allerførste penge gjorde handel lettere, motiverede til produktion og iværksætteri. De skulle gøre livet rigere og give mennesket frihed og tryghed. Konventionel økonomi taler da også om dette. Paradokset er, at penge er blevet et redskab for det modsatte.

 Hvis vi ønsker en verden med teknologi, biografer og symfoniorkestre, telekommunikation og storslået arkitektur, med millionbyer og verdenslitteratur, er vi nødt til at have penge – eller noget lignende – til at koordinere aktiviteterne.

 Ironisk nok er penge, der oprindeligt skulle knytte gaver til behov, i dag netop det, der blokerer vores tilskyndelse til at være givende og fastholder os i sløvende jobs af økonomisk nødvendighed. Vi lever i en fælles angst for at mangle penge.

Vores formål med at være til – vores evners fulde udvikling og udtryk – er pantsat for, at vi kan overleve. Men ingen, uanset hvor rig og sikker, kan nogensinde opnå tilfredshed med sit liv, hvis disse evner ikke kommer til udfoldelse.

 Næste stadie i menneskets økonomi vil svare til vores begyndende forståelse for naturen. Det vil fremelske vores individuelle evner, støtte samarbejde fremfor konkurrence, opmuntre til kredsløb fremfor samlermani. Det vil blive cyklisk, ikke lineært.

Pengene forsvinder måske nok ikke foreløbig, men de vil få en mindre rolle, når de overtager flere af gavegivningens kvaliteter. Økonomien vil skrumpe, og vores liv vil vokse.

#

 

Charles Eisenstein er uddannet i matematik, filosofi m.m., www.charleseisenstein.net

Artiklen er et uddrag fra hans bog Sacred Economics, North Atlantic Books, 2011.

Hvordan demonteres gældsbomben?